Aarø kirke
Aarø Kirke – Julekirke
Tæt på byen ligger den lille kirke på Aarø. Den blev opført i 1906 og indviet den 30. december 1906, og fik navnet Julekirke. Læs mere længere nede på siden om hvorfor den fik det navn.
Skulle du have lyst til at deltage i gudstjenesten, eller måske holde et bryllup i den lille hyggelige kirke, så finder du flere oplysninger her på kirken hjemmeside
Aarøs våbenskjold
Aarø Kirke har i øvrigt givet anledning til et våbenskjold for Aarø som samfund og menighed. Våbenskjoldet er udarbejdet af vor gode præst Peder Kristiansen. Bemærk den gode idé med at bruge stjernen i våbenskjoldet!
Stjernen i skjoldet er selvfølgelig en julestjerne, ligesom rød og hvid er veletablerede julefarver. Stjernen er altså såvel en Betlehems-julestjerne som en alm. hjemmelavet, hvid dansk julestjerne, flettet af papirstrimler. Den spiller selvfølgelig på, at Aarø Kirke hedder Julekirken, og så er den i øvrigt helt magen til den stjerne, som udgør kirkens vindfløj: otte-oddet og ”stående på to ben”.
”Foto af Steve Lindley”
Skjoldet er ikke kun et skjold for Aarøs kirkebygning, men står for hele Aarø, hvis befolkning jo tilsammen udgør menigheden. Det er jo egentligt Aarøs menighed som udgør og er Aarø Kirke. Skjoldet er Aarøs skjold, og derfor kan man også læse skjoldet som fortællende om Aarø:
Stjernen kan ses som en funklende ”Lillebælts Perle” eller som glimtet fra det gamle (rød-hvide!) fyr, der – ligesom Betlehems stjernen – leder de rejsende på rette vej. De to bølgelinjer er de to vande, som gør Aarø til Aarø: Nemlig Lillebælt, som Aarø ligger i, og Aaen, som skiller til Korsø med havnen, og som er oprindelsen til Aarøs navn: Aarø kommer af Aa ø, dvs. ”øen med åen”.
Enhver aarøboer, som har lyst at bruge skjoldet som tegn for øen, er velkommen hertil!
Lidt mere om kirkens historie og hvorfor den hedder Julekirke
Øen fik i 1906 sin egen kirke.
Tidligere har vi fortalt, at Aarø kirke har fået navnet Julekirke fordi kirken blev indviet i julen 1906.
I 2016 kom en kirkehistoriker Carsten Bach-Nielsen fra Århus Universitet på besøg i Aarø kirke, og han stillede spørgsmål til fortællingen om kirkens navn.
Da vores kirke blev bygget i 1906, var Aarø ligesom resten af Sønderjylland en del af det tyske kejserrige, og biskop Kaftan var Sønderjyllands kirkelige overhoved og bosat i Kiel.
Carsten Bach-Nielsen tog derfor til Kiel for at opklare forholdene omkring tilblivelsen af kirken på Aarø, og fandt frem til følgende noget anden forklaring end det vi tidligere havde fortalt på øen.
Det tyske kejserrige havde en menighed i Palæstina som kejserriget havde fået af konsulen i Konstantinopel, og biskop Theodor Kaftan var med det tyske kejserpar på deres rejse til Palæstina i 1898. Kejserparret rejste derned for at deltage i indvielsen af en kirke i Jerusalem, og på rejsen besøgte biskop Kaftan sammen med kejserparret den tyske kirke i Betlehem som har navnet Julekirke og som stod for fred og forsoning.
I julen 1906 da kirken på Aarø skulle indvies af slesvigske biskop Theodor Kaftan, så tænkte Kaftan, at når det store tyske rige havde en kirke i det sydligste område af riget, så var det nærliggende at den nordligste kirke af riget også skulle bære navnet Julekirke. Derfor gav han den navnet Julekirke – for fred og forsoning.
I højre hjørne af kirken, ud mod vejen er der muret en flaske ind, som indeholder en skrivelse af gårdejer og øens daværende matador Christian Martensen.
Jorden, hvorpå kirken er bygget, er skænket af Christian Martensen. Han stillede som betingelse, at han blev begravet til højre for indgangen til kirkegården og hans bedste, ven Knud Sørensen, blev begravet til venstre for indgangen.
Christian Martensen var en meget økonomisk velstillet mand, som gerne hjalp folk han kendte økonomisk, hvis de havde brug for det.
Før kirken blev bygget, foregik de kirkelige handlinger på øens skole og ved begravelser blev kisten roet over sundet og transporteret til Øsby kirkegård. Mændene gik så efter kisten den 5 km. lange vej til Øsby. Kvinderne tog afsked med kisten ved Kongebroen, på Aarø havn.
I kirken hænger der en mindetavle over 10 faldne øboer, som faldt i henholdsvis Rusland, Rumænien og Frankrig i 1. verdenskrig. Soldaterne kæmpede på tysk side, da Aarø i1864-1920 tilhørte Nordschleswig. Der deltog ca. 50 mand fra Aarø i krigen, de 10 kom aldrig hjem igen.
På kirkegården står der en mindesten over 6 tyske soldater, som druknede den 16. januar 1916. De forsøgte at komme over sundet i dårligt vejr. Tidligt om morgenen skulle M. Andresen fragte landstormsmænd til Aarøsund. Hvad der helt præcist er sket lader sig ikke fastslå. Forskellige omstændigheder såsom overbelastning af den lille båd, den urolige sø, mørket, passagerernes uvildighed til at hjælpe Andresen, kan have spillet en rolle.
Stenen er rejst godt et år senere, som en mindesten, den er tilvirket af en vandreblok og rejst af en landstormsmand
Der var på et tidspunkt megen uro omkring stenen. Den lå pludselig en dag væltet og begravet i jorden.
G. Toft skrev så disse vers og sendte dem til avisen “Sønderjyden” den 26. marts 1948.
Det sidste vers er skrevet mange år senere af Svend Arne Sørensen.
Væltet mindesten på Aarø kirkegård.
Runesten på kæmpegrave,
som på Danmarks marker står.
Bliver fredet, som en gave,
fra en fortid barsk og hård.
Sådan bør det altid være,
mindesten skal værnes om.
Og skal holdes højt i ære,
vogtes, som en helligdom.
Den var rejst af kammerater,
hist på Aarø kirkegård.
Mindesten for seks soldater,
og den stod der 30 år.
Men en dag blev folk forbavset,
da det sære syn man så.
Dybt begravet, slængt i snavset,
mindestenen, væltet lå.
Når man sagen ret betænker,
burde gives klar besked.
Hvorfor man så hånligt krænker,
dødens sidste hvilested.
Der er mange folk, som mener,
at der her blev handlet slet.
Selvom provsten, Herrens tjener,
måske syntes det var ret.
G. Toft
Tilføjelsen af Sv. Arne Sørensen:
Lad aldrig sådan noget ske,
lad dog de døde, have fred.
Onkler, brødre faldt i fremmedjord,
mon også der, en ondskab bor.